Ironman Mallorca – Race report

Posted · Add Comment

Kl: 4:30 ringer vækkeuret. Morgenen foregår som alle andre inden et vigtig race. Først en tur på toilettet og så ind for at lave min recovery shake med banan og peanut butter. Derefter tog jeg et bad, satte ipod’en i ørene og brugte resten af tiden på hotellet, på at være min egen verden.

Klokken lidt i 6 begyndte jeg at gå ned mod skiftezonen. Jeg fik ordnet det sidste på cyklen, sat det sidste energi op.

Idet jeg kom ned til skiftezonen lød det ud i højtalerne, at vandtemperaturen var faldet så meget natten over, at det nu var tilladt at svømme med våddragt, som ellers ikke havde været lovligt. Jeg nåede at ringe hjem til hotellet, og fik givet besked til min mor, som var med på Mallorca for at se stævnet, om at hun skulle tage våddragten med ned til stranden. Efter det fik jeg hilst på en anden dansker, som jeg havde trænet med i dagene op til stævnet, og ellers var det bare at gøre sig klar til starten.

Svømningen: Svømningen foregik i en rolling start, og jeg skulle svømme med den gruppe som havde en estimeret sluttid på 1:00-1:10. Jeg kom godt af sted og følte mig godt svømmende. Vi skulle svømme ca. 1,2 km ud og så vende om for at komme tilbage til stranden for at svømme ud på en lidt kortere strækningen ud igen. Da jeg var ved at være inden ved stranden efter første omgang, kiggede jeg på mit ur for at tjekke min mellemtid. Jeg kunne se at mit ur, var blevet slået ud at holderen og jeg havde derfor intet ur mere. Dette gjorde at jeg gik det sidste stykke ind til vendepunktet på stranden, for at tænke over, hvordan jeg nu skulle gribe resten af dagen an. Jeg vidste, at muligheden for det perfekte løb var væk, og det ville blive en endnu større udfordring, bare at gennemføre. Jeg svømmede ud på anden runde og havde fokus på alt andet end svømningen og svømmede også markant langsommere på anden runde, på trods af at kroppen havde det rigtig godt. Men hovedet var ikke med mig længere.

 

Cyklingen: Afsted ud på de 180 km cykling uden ur, watt, fart, puls eller tid. Kun fornemmelsen. Lige pludselig bliver alt relativt. Hvor hårdt skal du trykke i pedalerne for at køre de 180 km hurtigst muligt, velvidende du skal have kræfter nok til et Marathon bagefter. De første 30-35 km overhælede jeg ekstremt mange andre hvilket gjorde, at jeg ikke kunne lade været at tænke på, om jeg havde lagt for hårdt ud! Men benene havde det godt, så jeg foresatte bare i samme tempo. Cyklingen gik rigtig godt og smertefrit. Da jeg kom tilbage til Alcudia efter næsten 90 km, var der blev fyldt med tilskuere. Jeg havde mod på bjerget og havde accepteret, at uret var væk. Jeg fik givet en thumps up til min mor, da jeg så hende og fik sagt jeg var okay. Ud mod det bjerg som var på ruten, blev jeg viklet ind i gruppe, som jeg ikke følte jeg kunne komme ud af. Dette betød, at jeg kort efter modtog en tidsstraf på 5 min. af en dommerne for at ligge på hjul. Den straf skulle jeg afsone, inden jeg begyndt at løbe Marathonet senere. Straffen blev givet til en håndhuld andre også, men taget i betragtning af gruppens størrelse, blev straffen ikke givet konsekvent. Mange udtrykte frustration for straffen, da de ligesom jeg, ikke følte de kunne vikle sig ud at gruppen ligesom jeg. Men sådan er det, det må man bare acceptere.

Jeg kom hen til bjerget med gode ben og kravlede sikkert op. Jeg kunne godt mærke jeg havde cyklet 110 km på dette tidspunkt, men jeg følte mig meget friskere, end hvad jeg havde forestillet mig jeg ville være på dette tidspunkt af løbet. Havde jeg alligevel slappet for meget af på cyklingen, hvor lang tid havde jeg brugt på nuværende tidspunkt? Tankerne begyndte at flyve lidt igen. Jeg klarede nedkørselen i god og sikker stil og kom godt hen til skiftezonen og straf boxen. Fik afsonet min straf samtidig med, at jeg fik en hygge sludder med en australier, som havde modtaget straffen, samtidig som jeg.

 

Løbet: Nu ventede det 42,2 lange Marathon. Jeg vidste, at det vigtigste var ikke at ligge for hårdt ud. Her savnede jeg godt nok mit ur igen! Jeg løb ud og havde det stadig rigtig godt, bedre end, hvad jeg havde troet på dette tidspunkt af løbet. Tankerne løb i hovedet på mig ”har jeg slappet for meget af på cyklen” ingen vidste det, måtte bare forsætte. Løbet gik godt. Ved 14 km kunne jeg mærke at trætheden kom, men modet og viljen var der. Ved 18 km. kom reaktionen fra kroppen så. En kvalme kom, får ellers aldrig kvalme når jeg løber, men måtte stoppe op og følte jeg skulle kaste op. De næste ca. 5 km blev et ynkeligt syn. Det bød på gang, noget små løb og helt stilstand. Tilskuerne gjorde deres bedste for at få mig i gang igen. Men hver gang jeg satte i løb, kom kvalmen igen. Omkring de 23 km, fandt jeg et tempo som var tilpas langsomt nok til, at jeg kunne holde kvalmen væk. Derudover bestemte jeg mig for at gå igennem depoterne og få nok væske og cola. Jeg kæmpede mig det sidste stykke i mål! Stolt og lettet kunne jeg løbe ind på opløbsstrækningen!

 

Ironman Mallorca blev en helt anderledes oplevelse end hvad jeg havde forstillet mig. Jeg aner ikke hvordan jeg skal konkludere på præstationen, da jeg ikke havde mit ur! Nogle ting ved jeg dog efter løbet. Jeg er sindssyg stolt af, at have gennemført uden nogle data ved hånden. Jeg ved, jeg kan gøre det/blive bedre. Euforien og forløsningen af at komme igennem løbet, indebar alt det der gør, at jeg syntes, at alt sport er en fantastisk hobby og gør, at jeg elsker at arbejde med at viderebringe den glæde til andre.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *